Gennem de sidste 18 år har jeg arbejdet med hundredvis af kvinder og hjulpet dem til et bedre sexliv med mere nydelse, glæde og bedre orgasmer – både alene og sammen med en partner. Det har jeg blandt andet gjort gennem orgasmetræningsforløb og i kvindegruppen Yoniverse.
Noget af det, jeg ofte hører fra kvinder, er: “Wow, det er jo egentlig super simpelt. Tænk, at der ikke skal mere til.”
Og de har på mange måder ret. Ofte skal der ikke så meget til. Men vi skal forstå, hvad der står i vejen for nydelsen – og hvad vi selv kan gøre anderledes.
God sex handler blandt andet om at kunne tage imod og nyde. Om at mærke berøringen, sanse de fornemmelser, den skaber, og være til stede i det, der sker i kroppen.
Men vores tanker har det med at tage os på afveje, så vi kommer til at forstyrre os selv. Når det sker, kan vi miste kontakten til nydelsen, lysten, liderligheden og orgasmen.
Kunsten er derfor at vende tilbage til kroppen: Hvad sanser jeg? Hvad mærker jeg lige nu? Kroppen kan blive et slags nydelsesanker, som vi igen og igen kan vende tilbage til.
Det er en kæmpe gave, når vi opdager, at vi selv kan have indflydelse på den nydelse, der opstår i kroppen.
Kroppen har sin egen speeder. Bevægelse, åndedræt og lyd kan være med til at øge vores ophidselse og gøre de seksuelle fornemmelser mere intense.
Når vi lærer at bruge dem, behøver vi ikke kun at vente på, at noget eller nogen tænder os, vi kan gøre det selv. Og på samme måde kan vi være med til at skabe mere nydelse i vores krop.
Vi kan for eksempel bruge åndedrættet til at mærke nydelsen tydeligere, vække kroppen, når der ikke sker så meget, og give mere plads til de orgasmiske fornemmelser.
Tid og langsomhed er også vigtige, fordi vi ikke altid kan forcere kroppen. Nogle gange har den brug for pauser, og hvis vi ikke giver den det, kan det i stedet blive for meget.
At give sig tid kan være en udfordring. Måske bliver vi bange for, at den anden keder sig, at lysten forsvinder, eller at orgasmen ikke kommer. Men hvis vi gerne vil have, at sex skal vare længere, er langsomhed en nødvendighed.
Der findes masser af nydelse i det langsomme, men nuancerne opleves anderledes. Tænk på det som musik: Du kan danse til en hurtig polka eller en langsom kinddans. Begge dele kan være dejligt, men oplevelsen er forskellig. Sådan er det også med sex.
Hvis du ønsker et bedre sexliv, men synes, det er svært at mærke nydelsen, give dig tid eller finde ud af, hvad din krop har brug for, kan et orgasmetræningsforløb være en mulighed.
Her arbejder vi med din krop, din nydelse og dine orgasmer og undersøger, hvad der står i vejen for dig, og hvad der kan åbne for mere nydelse.