SEXTIPS

Sextips

Mindfulness og sex.

Mindfulness og sex

Mindfulness er meget IN for tiden. Vi skal være tilstede i nuet – for det er det eneste der er. Fortiden er allerede sket og fremtiden er på vej.

Men ofte kan vi være så fokuserede på tanker om fortiden eller fremtiden, at vi helt går glip af dette øjeblik. Det gælder også når vi elsker med vores partner. Derfor har jeg en meget mindful tilgang til sex, da jeg finder det vigtigt at vi kan nyde øjeblikket, os selv og hinanden, og ikke jage derudaf efter hurtige forløsninger.

Men hvad vil det egentlig sige at være mindful?

  • At være tilstede i nuet.
  • At være opmærksom på dine omgivelser.
  • At være opmærksom på dine følelser, tanker og fornemmelser i kroppen.
  • At være opmærksom på hvad der sker i din krop, øjeblik for øjeblik.
  • At være opmærksom på øjeblikket uden at være kritisk, dømmende og helt uden mål.
  • Mindfulness er en praksis som vi må øve igen og igen, for hele tiden at komme hjem i os selv og øjeblikket.

Alt det vil de fleste af os godt blive bedre til, og især under sex. For en af de ting som jeg ofte hører fra kvinder er, at de føler de har svært ved at være til stede under sex, deres tanker svæver. Men det er nu sådan, at tanker svæver, det gør de for de fleste af os hele tiden, i større eller mindre grad. For de fleste af os, kræver det træning virkelig at være til stede i nuet, også under sex. Det er her mindfulness kommer ind i sex.

Nå man træner mindfulness er det godt at have et anker, noget som han hele tiden kan komme tilbage til, når vi opdager at vi ikke er tilstede. Og det bedste redskab til det, er vores vejrtrækning. Dette gælder også i sex. Så hver gang du opdager at dine tanker svæver, vender du fokus tilbage til øjeblikket og din vejrtrækning. Indånding – udånding. Uden noget andet, ingen kritik af dig selv, irritation eller frustration.

Et andet element af mindfulness er accept, accept af det som er. For først når vi accepterer det som det er, om det er følelser eller en tilstand, er der plads til forandring. Så længe vi kæmper imod, vil der være stilstand og frustration. Og det er ikke særlig sexet.

Men hvad får vi så ud af at bruge mindfulness under sex?
Når vi praktiserer mindfulness lærer vi, at være med det som er, uden at have nogen vurdering eller kritik af det. Vi mærker følelsen og observerer den. Denne teknik kan vi have så meget glæde af ,når vi skal elske med os selv eller en partner. Alt for ofte skaber vi nemlig unødige frustrationer for os selv under sex, fordi vi har en forventning eller forestilling om, at det skal være eller føles anderledes.

Forventninger og forestillinger tager os væk fra øjeblikket, ødelægger intimiteten og vi kommer længere væk fra der vi gerne vil ende.

Når vi går ind i sex/elskov med ønsket om at møde vores partner på godt og ondt, uden mål og agenda, så er vi tilstede i nuet. Og det er her det bliver magisk.